<<tilbage
Jagtselskabet Saltø

Kurseri over jagtåret 2000.

Jagtåret 2000 bød på jagtglæde og muntre oplevelser.

Året startede med en række gode arbejdsdage. Ikke mindst Elos og Pers skurbyggeri er værd at berette om. Det varer længe før Per igen graver uden at have oversigt over elkabler i jorden. Desværre kunne Helge advokat og jeg ikke deltage på fuld kraft i arbejdet på grund af rekonvalescens. Men Dølle Holger, datter og jeg fik da sat flere hundrede pil nede bag Klinten. Desværre kom der ikke en eneste plante i gang på grund af tørken.

Dem 15. Maj stod hytten klar med ny kaffemaskine tilsluttet til el, nymalet og flunkende ren.

Bukkejagten gik ind.

Aldrig har bundvegetationen været så høj og tæt. På markerne kunne man kun se hovedet af råvildtet , der lystigt sprang rund i sprøjtesporerne. Inde i skoven var der tæt som bare pokker. De sædvanlige pladser var nærmest uoverskuelige.

Allerede på de første dage faldt flere flotte bukke. Karsten Prædator brugte hele sin kvote allerede første dag. Jeg havde selv den tort at se en flot stor gaffelbuk, stående i aftenlyset. Desværre var den for langt borte. Jeg havde skønnet afstanden til 235 meter, men bukken stod målt på kortet kun 218 meter ude, så den overlevede den 16. Maj og jeg så den ikke siden. Det eneste bukketilbud til mig var en klein spidsbuk, men den fik lov at leve videre. Vagner havde fredet den, og der var ingen grund til at skyde den lille fyr.

Den 1. September oprandt. En dejlige dag med jagt på duer og ænder ved Saltø Å. Min hund havde sin vanskeligste apportering nogen sinde. Fra Bævre Aspen ved Klinten anskød jeg en due. Den fløj ud over Taastrupmarken og lagde sig ca. 150 meter væk. Jeg gik med hunden frem til Saltø Å og sendte hunden over åen ud på Taastrupmarken og dirigerede den ud for at apportere. Da hunden er i en lavning ca. 100 meter ude lettede duen og fløj lavt næsten ud til markskellet og lagde sig i det sidste sprøjtespor. Jeg fik dirigeret hunden ud mod duens nye placering, men hunden kunne ikke finde due. Jeg kaldte derefter hunden tilbage og måtte tilbage til broen over åen ved Klinten, det var for dybt at vade over. Vi gik ud for enden af Taastrupmarken og begyndte at lede efter duen hvor den havde lagt sig. Ingen Due. I øjenkrogen så jeg igen duen denne gang flyvende lavt mod nord lavt over sprøjtesporet hvor den kastede sig igen. Hunden så den ikke. Herefter søgte vi op ad sprøjtesporet og nåede næsten op til den fjerneste markremisse på Taastrupmarken. Her lettede duen igen og hunden løb efter helt ud til naboskellet, hvor due måtte give op. Apporteringen tog omkring tre kvarter. Heldigvis har Ib og jeg lagt den gamle bro ud bag Klinten, så vi fremover kan komme over, hvis en tilsvarende apportering bliver nødvendig en anden gang.

Agerhønsejagten blev en ørkenløs vandring i mark og vang uden store resultater.

Andejagterne i Lungen var formidable med masser af ænder i luften. De små hurtige krikker stiller store krav til hurtighed og skydning. Men det er et herligt syn når der er mere end 100 krikænder i luften samtidigt. Når man fortæller andre jægere om det og fortæller at der kan ligge omkring 40 krikænder på paraden, så kan man tydeligt se at de tror man er fuld af løgn. Mange jægere har aldrig skudt en krikand. Man må sige at vore krikande jagter er noget helt specielt, som ikke er mange jægere til del.

Oktober fulgte. Harejagten gik ind og i år traditionen tro forsvandt næsten alle harerne gennem hullet bag Taastrupmarken. Jeg var ellers sat af for at lukke hullet. Desværre var der en klikker i første løb, så haren smuttede, en anden hare løb lige mod naboposten så her kunne der heller ikke skydes. Heldigvis reddede Kaj Revisors søn på naboposten vor ære ved at nedlægge en hare i flotteste stil, så han fik næsten lukket det bagerste hul.

Så fulgte en lang række meget spændende fasanklapjagter, heldigvis var det Ib Jægermester der bestemte vejret selv om Helge Advokat ville bestemme hver gang. Hvis I husker efter havde vi ikke en eneste jagtdag med dårligt vejr og selv driverne kom igennem uden at blive dyngvåde en eneste gang. Måske skal Ib fremover pleje vejret såvel som revir.

En lidt speciel episode vil jeg mindes længe. Jeg skød en sneppe. Straks apporterede Karsten Prædators hund og straks efter Borgmesterens svigersøns hund. Resultat 2 halve snepper, en fl. Gl. Dansk til morgenkaffen og en fl. Ballentine Whisky til udenlandsk kaffe den 15. Maj 2001 om aftenen.

Fire , fem skud pr. fugl i snit. Det bør alle Gode Saltø nimrødder anstændigvis gøre noget ved. Måske var et par besøg på lerduebanen for at opøve sin træfsikkerhed gennem skydeøvelse ikke så ringe endda. Hvad med en fælles udflugt til Sverige, det koster godt en tusse pr. mand for ca. 500 skud. Vel ikke meget når vore fasaner koster os omkring 300 kr. stk.

I december, januar oplevede vi mange gode dage med pürsch på råvildt. Selv fik jeg ikke løsnet et eneste skud. Første gang var kikkerten dugget til indvendigt da jeg lagde an til skud på et lam 70 meter nede af Rosenvejen. Anden gang stillede dyret sig bag en stamme og sprang så over vejen i en ruf. Tredje gang var jeg for længe om at afgive skud. Den 14. Januar sluttede jeg af med den værste brøler jeg har præsteret til dato. Fra Margretehøj observerede jeg en kæmpe spring af råvildt på Tastrupmarken og på nabomarken, dyrene rendte til ude fra vest. På et tidspunkt kunne der tælles mere end 40 dyr. Jeg gik ned langs hegnet ind til Gunnars mark og nåede uset ned til Åen. Desværre var dyrene for langt væk. Herefter sneg jeg mig langs åen hen til den nye bro gik over og op mod den fjerneste remise på Taastrupmarken. Dyrene var trukket lidt væk, så jeg gik med raske skridt afsted med riflen i rem over skulderen. Da jeg nåede ca. 20 meter fra remissen, rejste jeg seks dyr. De løb mod nord.

Lidt ærgerlig pustede jeg min luftpude op og satte mig i skjul på kanten af remissen, spejdende ind over naboejendommene. Dyrene holdt sig i passende afstand stille og rolige. Efter lang tid nærmede klokken sig middag, dyrene holdt sig stadig på afstand.

Jeg besluttede at stoppe, jeg kikkede ud på nabomarkerne. Ingen dyr på vej ind på Taastrupmarken. Jeg rejste mig op og begyndte at trykke luften ud af puden. Jeg vendte mig om og kikkede ned mod Klinten. Fyrre meter ude stod seks rådyr og gloede på mig og min luftpude. Synet var åbenbart for stærkt for dyrene. De satte i løb mod nabomarken mod vest, inden jeg overhovedet tænkte på at gribe riflen, som jeg i øvrigt havde glemt jeg havde afladet.

Hvorfor havde jeg dog ikke lige vendt hovedet og kikket hele horizonten rundt inden jeg stoppede.

Heldigvis har Ib, Karsten og Kaj taget sig af sig af råvildet på bedste måde, så vore afskydningstal har været flotte.

Mulkter i form af Gl. Dansk og snaps har ikke manglet. Min hund synes dog at de nye fiskaler er lidt vel skrappe med uddeling af bøder for forhold der ikke har noget med dårlig jagtopførsel, skydning af fredet vildt , lave skud eller for langt hold at gøre.

Jeg synes at 2000 var et godt Jagtår.